ETISKE REGLER FOR EN COACH OG PSYKOTERAPEUT

Færdiguddannede psykoterapeuter fra Coach & Psykoterapeutskolen er forpligtede overfor følgende paragraffer:

§ 1. En coach/psykoterapeut skal støtte en klients mål og eget ønske om udvikling og psykisk sundhed, og respekten for klienten går forud for egne interesser.

§ 2. En coach/psykoterapeut har tavshedspligt om alle forhold vedrørende klienten, herunder om der foreligger et klientforhold.

§ 3. En coach/psykoterapeut kan ikke indhente eller udlevere oplysninger om en klient uden dennes samtykke.

§ 4. Al journalføring m.v. må kun ske med klientens samtykke, og skal opbevares så tavshedspligten sikres.

§ 5. En coach/psykoterapeut skal ligeledes sikre tavshedspligt om klienten, i grupper som under supervision.

§ 6. En coach/psykoterapeut er ikke undergivet tavshedspligt, hvis det kan være til skade eller til fare for parterne/andre.

§ 7. En coach/psykoterapeut må ikke udnytte sin funktion, hverken til fordel for sig selv, eller på måder der kan være til skade for klienten.

§ 8. En coach/psykoterapeut må ikke have en intim privat relation til en klient. Ligeledes bør forretningsmæssig omgang undgås, så et neutralt professionelt udviklingsarbejde kan bevares intakt.

§ 9. En coach/psykoterapeut har ansvar for, at en igangværende proces altid afsluttes på en faglig forsvarlig måde. Evt. ved henvisning til anden relevant form for proces eller en anden coach/psykoterapeut.

§ 10. En coach/psykoterapeut skal henvise klienten til anden side, hvis en relevant professionel kontaktform ophører, eller en coach/psykoterapeut ikke længere er kompetent til at arbejde med de mål, problemer, udviklingsområder eller opgaver klienten har som sit ønske.

§ 11. En coach/psykoterapeut arbejder alene med psykisk sundhed på områder inden for personlig udvikling, der giver raske mennesker en øget livskvalitet. Et kriterium er, at klienten besidder fuld realitetsopfattelse.
Uddannelsen på Skolen giver ingen kompetence inden for psykiske sygdomme på institutioner og hospitaler, eller på andre områder hvor der kan henvises gennem egen læge til enten en offentligt betalt psykiater, eller til de definerede områder hvor der gives tilskud til en psykolog.
Der må ikke under nogen forhold rådgives om medicin, ej heller anbefales eller sælges naturmedicin. Metoder som astrologi, håndlæsning, clairvoyance, healing m.v. anses for ikke-videnskabelige og uanvendelige. En coach/psykoterapeut arbejder ikke med/tager ikke stilling til religion og andre holdninger, der er baseret på tro.
Udførsel af ovenstående vil være at betragte som uetiske, og Skolen kan offentligt tage afstand fra den pågældende coach/psykoterapeut, såfremt tilfælde måtte finde sted.

§ 12. En coach/psykoterapeut har et ansvar for at vedligeholde og udvikle sit eget faglige niveau ved at tage supervision, efteruddannelse og fortsætte med en relevant personlig udvikling.

§ 13. Får en coach/psykoterapeut personlige problemer, skal denne i samråd med en uddannet supervisor vurdere egen faglig habilitet. En coach/psykoterapeut med former for misbrug, herunder rygning, er etisk set ikke kvalificeret til at udføre praksisarbejde, da sundhedsskadelig adfærd står i skarp modsætning til psykisk sundhed.

§ 14. En coach/psykoterapeut, der bliver opmærksom på forhold der er fagligt uforsvarlige, skal tilkendegive sin mening herom til de/n involverede. Dette kan også medføre deltagelse i den offentlige debat.

§ 15. En coach/psykoterapeut skal have et regelret forhold til såvel myndigheder som kolleger

 

Psykoterapeutisk Center - Få indsigt, mod og livskvalitet